Gå-pænt forløbet
Samarbejde og positive relationer
Adfærdsproblemer hos vores hunde er meget normale, og de skyldes oftest enten hundens genetik, miljøpåvirkning, helbred eller traumatiserende oplevelser. Uanset årsagen kan man næsten altid opnå forbedringer ved hjælp af træning, behandling og justeringer i hundens hverdag.
I starten af 2022 færdiggjorde jeg uddannelsen som hundeadfærdskonsulent (BSc in Animal Behavior Therapy) efter tidligere at have afsluttet kurser i lydighedstræning og veterinærrehabilitering. Jeg har siden 2020 foretaget konsultationer og behandlingsforløb med hunde, der havde problemer med alt lige fra seperationsangst til aggression overfor andre hunde, mennesker eller begge dele.
Jeg tror ikke på straf eller frygt.
Jeg tror ikke på straf, frygt eller at presse hunden ud i situationer, hvor den ikke kan bunde. Adfærdsbehandling skal ligesom al anden hundetræning foregå i hundens tempo. Behandling af adfærd tager oftest længere tid og bliver ikke løst gennem en enkelt konsultation. Nogle problemer vil kræve meget arbejde og muligvis ændring af rutiner i dagligdagen. Den gode nyhed er, at der næsten i alle tilfælde kan opnås forbedringer, hvis man er villig til at gøre en indsats. En konsultation med mig vil typisk vare 60 minutter, hvor vi starter med at tale om de problemer, der er. Herefter vil jeg observere og teste hundens adfærd med forskellige øvelser, og til sidst laver vi en fremadrettet plan. En træningsplan kan indeholde indirekte tiltag (generelle ændringer i hundens rutiner og hverdag), direkte tiltag (træningsøvelser der specifikt påvirker adfærden) og i nogle tilfælde forslag til naturmedicinske produkter, massage og/eller fysioterapi. Er der ønske om, at jeg skal besøge jer mere end én gang, så vil jeg rigtig gerne det. Nogle gange kan træningen udføres uden min hjælp efter én konsultation – andre gange er opfølgning og mere træning nødvendigt. Uanset hvad er telefonisk kontakt i forbindelse med et forløb altid gratis, og jeg vil være med på sidelinjen, indtil I er nået i mål.